Costa del Sol er kendt for sine billedskønne strande med azurblåt havvand og det fine, rene sand, som indbyder til afslapning og hyggelige stunder. Strandene ved Malaga er naturligvis ingen undtagelse. Strandene er rene, velholdte og huser i øvrigt nogle eminente strandbarer og restauranter. Malaga ligger ud til vandet, og strandene er derfor meget nemme at komme til! Du kan faktisk gå direkte fra sightseeing til en kølig svømmetur og solbadning. Mange har opdaget, at byen er meget mere end en lufthavn eller et stop på vejen til andre rejsemål på Costa del Sol og med god grund.
Playa del Camp de Golf – San Julián
‘Playa del Camp de Golf – San Julián’ har fået sit navn fra golfbanen der ligger i området. Når der er nok vind, er stranden meget populær blandt kitesurfere og himlen bliver fyldt med de farverige “drager”, der trækker surferne. Stranden er omtrent 3,5 km lang, og strækker sig fra Los Alamos til floden Guadalhorce. Der er faciliteter som toiletter, brusere og så er der også nogle rigtig gode strandbarer. Du kan nemt komme dertil ved at gå fra en af togstationerne, Los Alamos eller Plaza Mayor. Der er ydermere altid mange parkeringspladser – endda også i sommermånederne!
Playa de la Misericordia
Du kan finde den populære badestrand, Playa de la Misericordia, østpå i retning af Malaga centrum mellem Guadalhorce og boligkvarteret Huelín. Stranden er over 1,2 km lang og 30 meter bred.
Stranden er let genkendelig grundet den gamle industriskorsten der ligger ved siden af. Det er dog ikke så slemt som det lyder! Stranden er MEGET ren og velholdt.
Misericordia er kendt for Melillero-bølgen. Hver sommeraften omkring kl. 19.30 ankom hurtigbåden fra byen Melilla i Marokko til Malaga. Denne båd skabte en stor bølge, der fik vandet til at stige over en meter på kysten. Børn i alle aldersgrupper stod klar med surfbrædderne, baderinge og andet, og de lokale flyttede deres ting længere op på stranden, så de undgik at blive helt våde. Hurtigruten lukkede dog i sommeren 2014.
Playa de la Malagueta
Playa de la Malagueta er en af byens mest populære strande. Stranden ligger i gåafstand fra centrum ved siden af de nyrenoverede havneområde, Muelle Uno, og benyttes af lokale og turister i Malaga. Stranden er cirka 1,2 km lang og 45 m bred. Derudover er der barer, restauranter, butikker og legepladser i en afstand der ligger indenfor 300 meter.
Det kan helt klart anbefales at kigge forbi strandbaren, MamiBeach. Vær dog opmærksom på at baren plejer at være fyldt mellem kl. 14.30 og 16.30, så kom i god tid eller sidst på eftermiddagen.
Det bør også nævnes, at der er meget fokus på sikkerhed. De bruger en ny type livredderudstyr – de er faktisk de første i verden til at gøre det! Det er en betonstruktur med en elektrisk motor og 400 meter reb. I den ene ende af rebet er der fastgjort en sele. Livredderne – og besøgende – kan svømme ud og sætte selen fast, hvis der er en person der er ved at drukne. Personen vil så blive trukket ind automatisk. Endvidere har maskinen en indbygget GPS, der kan bruges til at lokalisere ulykker.