Sommeren er helt klart Malagas ”prime time”. I juni, juli og august – ja, faktisk helt ind i september – står vejret på sol, sol og atter sol. Dagene byder på temperaturer i 30’erne og nætterne er stort set alle tropenætter (ikke under 20 C). Det er på dette tidspunkt af året, der giver os danskere fuld forståelse for, at de nede sydpå har opfundet begrebet siesta.
Begrebet regnvejr er tæt på ikke-eksisterende hele sommeren i Malaga, men skulle der falde en enkelt byge, er det til gengæld effektivt. Der kommer meget kraftige byger, men de varer ikke ret længe. Så skulle du opleve det næsten umulige på din ferie i Malaga, så gå ind på den nærmeste café. Inden du er færdig med at bestille kaffe, er det holdt op med at regne. Og trøst dig med, at den regn er nødvendig for at du kan nyde de fantastiske afgrøder, Andalusien dyrker.
Sommerferie i Malaga er i høj grad ensbetydende med bade- og solferie. Dermed ikke sagt, at du ikke kan nyde godt af alle de attraktioner, Malaga byder på, men vær opmærksom på, at varmen kan tvinge dig til at sætte tempoet lidt ned og krybe i skygge midt på dagen med en kold drik. Til gengæld har du mulighed for at strække dagen til langt ud på de sene timer, da de lune nætter nærmest skriger på at blive udnyttet – og du kan jo altid tage en lur under din siesta dagen efter!
Aktivitetsniveauet er meget højt på alle fronter i løbet af sommeren, men ét af højdepunkterne er Malaga Fiesta. Den lokale festuge, der afholdes hvert år i august, er en begivenhed, der involverer alt og alle. Hele Malaga omdannes til én stor byfest og gaderne fyldes med flamenco og sherry. En fantastisk oplevelse for dig som turist.