Rejser du til Malaga i påsken, venter der dig en fantastisk og helt anderledes oplevelse. Semana Santa hedder påskeugen i Malaga, hvor højtiden fejres på ægte sydspansk manér.
I påskeugen i Malaga kan du opleve flere optog. Ved hvert optog bæres forskellige tableauer gennem byens gader, som viser alt fra den sidste nadver til Jesus på korset.
Ved et af de storslåede optog, bæres to troner gennem Malagas gader; først en trone med Jesus, og herefter en trone med jomfru Maria, der græder over tabet af sin søn. Under et andet optog slippes en due fri, som flyver mod himlen – det er symbolet på fred og Helligånden i ét.
Det er den spanske fremmedlegion, der bærer tableauerne gennem Malagas gader, og forberedelserne og optogene bliver dækket tæt af medierne. Påskeugen er stor og meget traditionsfuld i Malaga, og mange tusinde mennesker kommer ud på gaden hvert år for at fejre Jesus, kristendommen og Semana Santa. Årligt er omkring 200.000 mennesker med til at gøre påskeugen til en folkefest.
Påskeugen i Malaga varer i 8 dage. Fra Palmesøndag til påskesøndag.